PolarDistans 2011

Så er polardistans 2011 gennemført og det var super spændende – men hånden på hjertet – så var jeg også lidt bange. Nu ved jeg hvad det går ud på og ja - det skal prøves igen. Selve løbet var fantastisk og lidt at en prøvelse for mig og vores hunde. Der var jo mange ting vi ikke havde prøvet som f.eks. storm i fjeldet og en tur på 162 km.

Forberedelserne startede for år tilbage. Der skal købes meget udstyr, de rigtige hunde skal være klar - og pengene - ja det er ikke en billig udfordring. Men da alt det var på plads, så kunne jeg tilmelde os løbet og bare håbe på at alt ville gå planmæssigt. Der er jo altid den risiko, at en af hundene ville blive skadet, slæden går i stykker, etc.

Vi startede med at træne sidst i juli måned, små korte ture og i hundenes tempo. Da vi tog til Sverige havde vi kørt ca. 1000 km og det var jeg godt tilfreds med. Jeg ville gerne have kørt nogle længere ture og gerne flere kilometer – men med de træningsmuligheder vi har i Danmark var jeg nu ganske tilfreds med 1000 km. Planen var at vi tog til Lillholmsjö i Sverige ca. 5 uger før løbet for at træne længere ture og for at vende hundene til at gå på sne.

De første 14 dage skal hundene vende sig til at løbe i sneen og der kom meget sne mens vi var der. Sporene var meget bløde og dybe, så det var tungt for hundene at løbe i. I de første par uger var det meget koldt. omkring 36 minusgrader. Mens vi var i Lillholmsjö steg temperaturen til -20 grader og vi sluttede af med temperaturer mellem 10 minusgrader og nulpunktet. 

Mine første ture i fjeldet var imponerende og det at bevæge sig højt op var meget anderledes end mine ture i skoven – og så var det ufatteligt smukt. Vi mødte rener og snescooter – ellers var det bare mig og hundene.

Vi har ikke før skulle bruge sokker på vores hunde – men vi kunne komme til at skulle bruge sokker på den lange tur og måtte derfor øve med hundene i at ”blivet sokket op”. Sokkerne skal have den rigtige størrelse og vigtigst af alt skal de sidde rigtigt. Neglene på hundene skal være så korte som muligt, så dem klippede vi til på alle hundene – alt dette for at forebygge skader på hundene.

Vi fik mange gode råd fra rutinerede hundekører, som tager til Lillholmsjö for at træne. Vi fandt ud af, at det som vi oplevede hos vores hunde i form af træthed og lignende, er meget normalt. Det var dejligt at modtage disse råd – det gjorde at vi tog det stille og roligt. J

 Vi satte også to slæder efter hinanden så vi begge kunne være med på tur. Det var dog noget tungere for hundene men turene var her lidt kortere  og dette var med til at give hundene en lidt tungere træning.

Vi fik kørt 400 km i Lillholmsjö men ville meget gerne have kørt meget mere. Men for os at se skal hundene have lov til at restituere sig og vende sig til de lange ture. Det tager lang tid at træne hundene til et langdistanceløb og jeg tror ikke det kan gøres meget hurtigere.

Vi hyggede os meget i Lillholmsjö så mange DVD film, flere ture til Östersund og konditoriet – det høre bare til vores hyggeture til Østersund. J  På grund af kulden var vi nødt til at købe et dækken til en af hundene. Yana var desværre gået i fæld lige inden vi tog til Sverige og havde problemer med at holde varmen, men da hun fik dækken på kunne hun holde varmen. Man tror jo ikke slædehunde skal have dækken på. Men vi have plus grader da vi tog hjemme fra og da vi kom til Lillholmsjö var under -20 grader. Hundene kan ikke nå at ændre deres pelssætning på så kort tid.

Vi fik besøg af Oliver som ville holde vinterferie hos os. Det var super hyggeligt at have besøg af Oliver og vi kom på ski, fik kørt på snescooter, kørt med hundene og ikke mindst et par ture til Østersund med dertil hørende konditori besøg… :-)

Tiden kom hvor vi skulle videre fra Lillholmsjö og køre imod Särna, som ligger omkring 300 km længere nede. Polardistansen starter i Särna. Lene og Casper kom også for at hjælpe os og har selv planer om at køre Polardistancen og havde derfor muligheden for at få nogle gode ideer. Vi havde rigtige mange gode timer sammen og tusinde tak for al hjælpen og de mange gode billeder. 

Da vi kom til Särna Camping, hvor vi havde lejet os ind, skulle vi lige finde vores hytte. Der var en årsag til at vi ikke lige kunne finde hytten for den var meget lille. Næste gang har vi lovet hinanden at vi skal bo i noget større…!!! Det var meningen at Lene og Casper skulle bo hos os, men hytten var ikke større end et legehus og de fandt på en bedre løsning.

 Der var kun tre dage til selve løbet og vi skulle lige have styr på de sidste ting. Vi mødte Pia Lykke, som har en del erfaring i det at køre i fjeldet og havde selv kørt polardistans. Vi fik en masse gode råd af hende og tusinde tak for din hjælp.  Vi skulle lave snack til hundene, måtte lige låne en par ting og så skulle det hele også være på plads. Alt vores udstyr blev tjekket og jeg måtte pakke slæden nogle gange så det blev gjort ordentligt og på den helt rigtige måde. Hundene tilset af en dyrlæge, papirerne tjekket herefter skulle alt være på plads.

Vi var en del danskere og vi havde aftalt at vi skulle spise på det lokale pizzeria. Vi havde det rigtigt hyggeligt og der blev snakket en del om løbet. Vi var alle meget spændte. 

Endelig kom vi til selve løbet og nu var vi ret spændte. Jeg skulle tage rigtige mange beslutninger og det kunne være svært. Vi skulle næsten starte lige ved siden at vores hytte og det skulle også ordnes. Vi fik givet alle hundene sokker på og sat hundene op, så kunne vi komme op til startlinjen.  Nu var hundene parate og de ville bare af sted. Det forløb som det skulle og vi kom godt af sted. Vi mødte Henrik Søborg, som også var deltager ved løbet og vi fulgtes lidt ad. Jeg snackkede hundene undervejs med de snacks vi havde lavet og de nød pauserne. En af hundene begyndte efter 60 km. at trække mindre end jeg forventede. Jeg stoppede og tjekkede ham og så, at der var gået hul på den ene af hans sokker og derfor havde der samlet sig is oppe imellem tæerne på ham. Jeg tog sokken af og kørte videre og inden længe var han tilbage i fin form og trak igennem. Det var en meget flot tur og vi kørte kun forkert en gang da jeg, på grund af stormen i fjeldet, ikke se skiltene. Jeg kom til det første checkpoint, som var efter ca. 72 km. Her skulle hundene have et lidt længere hvil og jeg tog sokkerne af alle hundene. De havde gjort det så godt og alle var friske. Hundene blev tjekket af dyrlægen og mit udstyr blev også tjekket her. De fik snack og jeg snakkede med dem.  Jan, Lene, Kasper, Pia, Karen og hendes mand var der. Jeg kunne vinke til dem og vi talte sammen kort og lidt på afstand, da man ikke må få noget hjælp. Efter ca. 45 minutter kørte vi af sted igen og hunden var helt oppe at køre. Vi kom rigtig godt at sted ude på den frosne sø. Det første stykke på anden del at turen gik rigtig godt. Da vi kom op til fjeldet igen, så havde stormen taget til. Vi fik side vind, sporet skrånede meget. Det var svært at holdeslæden på sporet og alle scootersporsmarkeringerne på venstre blev jeg ved med at ramme med slæden. Det var det hårdeste stykke af turen og ikke nok med den hårde vind og det svære spor, så var det også blevet mørkt, meget mørkt. Da vi kom op på Vedung fjeldet og skulle ned igen ville hundene ikke videre og klokken var blevet 00:00. Det stormede kraftigt og selvfølgelig var hundene også trætte. Der var et lille skur, her søgte hundene hen til læ siden. Jeg tog vindsækken frem og satte mig på den og alle hundene lagde sig rundt om mig. Det var et øjeblik, som jeg aldrig glemmer. Vi sad her cirka en time indtil vinden havde lagt sig lidt og vi tog videre. Resten af turen gik rigtig godt og det var som om hundene viste at de skulle hjem. Der var nu cirka 40 km tilbage. Da vi kom til det sidste checkpoint, skulle jeg bare fortælle mit start nummer også var det bare hjem til mål. Her var Jan, Lene, Kasper og Pia som tog i mod os. Det var rigtig fedt at komme hjem med alle hundene uden skader og jeg havde gennemført Polardistans 2011. Denne fornemmelse skal opleves og kan ikke beskrives med ord. Jan havde også været meget spændt på hvordan det var gået og kunne nu slappe lidt af. Hundene skulle ned til traileren, for at sove. De fik vand, lidt mad og blev tjekket. Alle havde det godt og  men selvfølgelig var der nogle der var ømme i musklerne – både blandt hundene men også hos muscheren… :-)